Horesta’s kommercielle direktør, Jeppe Møller-Herskind, gentager i et debatindlæg i Politiken (30.12.22) sin foragt for beboerne i København, repræsenteret af en række beboerforeninger i Indre By og på Indre Nørrebro. Han udviser stor foragt for almindelige københavnere, der er generede af den nattelivsindustri, han repræsenterer. Han har fremført de samme argumenter i utallige debatindlæg, i høringssvar til kommunens restaurationsplan og andre steder, hvor det har været muligt for ham at få plads.
Det er ærgerligt, at Herskind, som er ny direktør i Horesta, har medbragt sin aggressive debatform fra sin tidligere arbejdsplads, DRC (Danske Restauranter og Cafeer). Vi beboerforeninger har gennem de sidste mange år haft en fin og konstruktiv dialog med Horesta og har samarbejdet om flere tiltag, der kunne forbedre livet for beboerne i de områder, hvor nattelivet i København er værst. Vi er kede af, at dette samarbejde nu kan sættes over styr på grund af en ny direktørs indestængte vrede over, at beboere tillader sig at have en mening om, hvordan nattelivsindustrien udvikler sig til kæmpe gene for deres liv og dagligdag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

