Techfirmaet OpenAI har lagt verden for sine fødder ved at udvikle en maskine, der producerer tekster om emner, der til overflod findes tekster om i forvejen. ChatGPT, kalder de produktet, og det ligner en løsning på et problem, der ikke findes. Alligevel glemmer vi at stille de væsentligste spørgsmål til dets berettigelse.
Noget lignende skete, da sociale medier og smartphones tog verden med storm. I dag ved vi, at sociale medier snarere gør os asociale, og at smartphones næppe gør os smartere. Overdreven skærmbrug har trukket ikke så få af den vestlige verdens børn og unge ind i en hidtil uset tilstand af kronisk bekymring, søvnproblemer og andre psykiske lidelser. Det voldsomme skift fra begejstring over sociale medier til bekymring over skærmafhængighed, forringet livskvalitet og demokratiskadelige meningsbobler burde stå som en bimlende alarmklokke, når ny disruptiv teknologi dukker op.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
