Man kan altid finde en grund til ikke at kunne lide et andet menneske, og hvis man er lille og magtbegærlig og enøjet nok, kan sådanne grunde hurtigt svæve op i et luftlag, hvor ingen ud over afsenderen samt hans indgruppe helt forstår budskabet længere. Således kan du vågne en morgen og i Weekendavisen blive anklaget for at hade milliardærer, imens skribenterne i Information har afsløret dig som en nyttig idiot, hvis kapitalismekritik slet ikke er kritisk nok, eller i hvert fald ikke på den rigtige måde. Læs i øvrigt professor i filosofi og ledelse Bent Meier Sørensens dissekering af sagen i Information.
Ligesom homofobi og uvidenhed generelt har klasseforagt utallige udtryksformer; der er den iøjnefaldende og mærkbare, hvor hjemløse spyttes i ansigtet eller trækkes i kontanthjælp. Og så er der den kulturelle, intellektuelle og lige så modbydelige vold, hvor selvsamme hjemløse gaslightes til at acceptere, at han enten selv er skyld i sine kvababbelser, eller at han faktisk ikke lever så hårdt et liv sammenlignet med andre – desuden er han en midaldrende, hvid mand, hvis politiske overbevisninger dømmes forkastelige.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

