Det arbejdende fællesskab er fundamentet for hele det velfærdssamfund, som vi kender og er stolte af i Danmark. Og det fundament bygger på, at vi har en tillid til, at alle bidrager til det fællesskab, som de er en del af. Sådan er det ikke i dag.
Beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrerkvinder er langt lavere end for andre grupper. Og alt for mange ender på kontanthjælp i årevis. Manglende sprogkundskaber, evner eller lyst til at bidrage til samfundet eller social kontrol fra familien, der ikke ønsker, at kvinder går på arbejde, udfordrer både kvindernes frihed og sammenhængskraften i samfundet.
Det er derfor, Socialdemokratiet foreslår en 37 timers arbejdspligt til gengæld for offentlige ydelser. 37 timer, hvor man bidrager til det fællesskab, man er en del af. Hvor man flyttes fra passiv forsørgelse til en aktiv indsats, der skal sætte den enkelte i stand til at forsørge sig selv.
For nogle vil det i sig selv at skulle ud ad døren og møde op et sted, hvor nogen forventer, at man kommer og bidrager, være et stort skridt.
For andre vil det være en kombination af nytteindsats, opkvalificering, sprogundervisning og jobsøgning, som er det rette. Det skal ikke være meningsløst – tværtimod skal det sætte den enkelte i stand til at komme ud og få et almindeligt arbejde. Og vi har brug for at gå helt anderledes til værks, hvis vi skal lykkes, end vi har gjort før.
4 ud af 10 kvinder med ikke-vestlig baggrund er på kontanthjælp. Hver tredje jobcentermedarbejder i Københavns Kommune har haft kontakt til ledige etniske minoritetskvinder, som har givet udtryk for, at de oplever pres fra deres familie eller omgangskreds for ikke at stå til rådighed på arbejdsmarkedet.
En arbejdspligt på 37 timer er et kvantespring. Et kvantespring for ligestillingen mellem kønnene og for mulighederne for de børn, der skal kunne se deres forældre stå op om morgenen og gå på arbejde.
Vi skal ikke lade arbejdsløsheden og livet i parallelsamfundet gå i arv til de næste generationer. Og samtidig vil det at have sin egen indkomst sætte den enkelte kvinde fri fra afhængighedsforholdet af sin mand.
I Danmark er vi ikke blevet rige på værdifulde råstoffer i jorden. Vi er blevet rige på, at alle, der kan, er i arbejde og bidrager til fællesskabet. Det handler grundlæggende om at gøre sin pligt for at kunne kræve sin ret.
fortsæt med at læse
