Kremls fortællinger om, at Rusland er truet af fremmede magter, er et af deres stærkeste våben i krigen. Russernes vilje til at gå i døden for deres land kan nemlig blive enorm. Som både bortrejste russere og vestlige iagttagere bemærker, er der et stærkt element af, at Rusland er blevet en ’dødskult’ forklædt som patriotisme. Og det er netop dén følelse af patriotisme, som Putin og Kreml i øjeblikket forsøger at aktivere.
Det så man under det nylige påståede droneangreb, da Kreml med en hurtig og effektiv kommunikationsindsats anklagede Ukraine for at ville snigmyrde præsident Putin i hjertet af Moskva. Deres historie blev, at det var et angreb på det allerhelligste monument for at dræbe ’kejser Putin’. Målet var at skabe større folkelig tilslutning til krigen ved at aktivere det russiske folks stærke patriotisme. Det er en forståelig og effektiv strategi fra Kremls side. Fascinationen af og foragten for det fremmede og udlandet løber som en tyk rød tråd i russisk kulturhistorie og lever stadig i nutidens Rusland.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
