Knud Romer, forfatter
Hvis jeg blev kåret til konge af Danmark, ville jeg skrige af rædsel og miste forstanden, og kongehuset ville bryde sammen med mig. Hvordan noget enkelt menneske kan bære det og holde ud at vokse op med opmærksomheden fra en hel nation rettet mod sig, er en gåde for mig, og jeg fatter ikke, hvor disciplinen kommer fra. Hvis jeg skulle fylde en officiel og ceremoniel rolle ud, som ikke kender til privatlivets fred og falder sammen med min person, og iføre mig en rød spændetrøje af endeløse ritualer, hvor det mindste fejltrin bliver bemærket ud fra en absolut målestok, ville jeg få tourettes og stille mig på balkonen 14. januar og råbe ud over folkemængden: »hjælp!«.
Chantal Al Arab, Drag queen
Hvis jeg var dronning, ville jeg slå et slag for, at danskerne ikke glemmer, hvad der gør vores land helt specielt. Vores frisind, vores omsorg for hinanden, og vores forståelse for, at vi kun har planeten til låns. Jeg ville vise, at der er højt til loftet på Amalienborg ved at holde taler om mangfoldighed og gå forrest i kampen for de svageste i samfundet. I stedet for at holde baller for samfundets spidser ville jeg hver aften invitere Københavns hjemløse til taffel på slottet. Jeg ville også afholde en fest for alle nye statsborgere i landet, så de forstår, at de er en gave til Danmark. Mit årlige sommertogt skulle være en cykeltur til landets hospitaler, plejehjem og børnehaver, så jeg kunne møde hverdagens helte, og om vinteren ville jeg afholde saloner på offentlige biblioteker, hvor kunstnere og videnskabsfolk kunne inspirere mig og mit folk til eftertanke.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
