Kristeligt Dagblad var dælme hurtig til at harcelere over kongens valgsprog for manglen på ordet ’Gud’. Blot en halv time efter at kongen havde holdt sin tale i søndags, lå dommen over valgsproget på avisens hjemmeside. Under overskriften ’Urovækkende, at Gud er ude af valgsprog’ blev der disket op med harme fra en bekymrende privilegeret position, hvor Kristeligt Dagblad regner med, at den lutherske kristendom skal have særbehandling fra kongen. Som om fratagelsen af monarkens religionsfrihed og tvungne medlemskab af folkekirken ikke var rigeligt.
Denne hastigt nedgriflede leder er faktisk ganske sigende for den konservativt kristne kultur i Danmark anno 2024, og den fortjener større opmærksomhed fra de 66 pct. af danskerne, der ikke tror på nogen gud. For den taler ind i noget, vi bør være meget opmærksomme på. En særlig arrogance og manglende forståelse for andre kulturer og etikker end den kristne. Ganske vist er hovedparten af landets kristne næppe så enøjede som lederskribenten, men tilgangen er ikke usædvanlig blandt gejstlige og kristne debattører, når de udsættes for bredere definitioner af det åndelige.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
