Vindeventyret Energiø Bornholm udvikler sig med rivende hast til en økonomisk gyser. Intetanende danskere kan ende med en tocifret milliardregning, fordi man fra politisk hold desværre har indledt en proces, der nærmest kun kan ende galt.
Energiøen blev ved en kæmpe lancering på Marienborg præsenteret som et rentabelt projekt. Målet er, at Bornholm fra 2030 skal være opsamlingssted for minimum 3 gigawatt grøn strøm fra havvindmøller, der stilles op i Østersøen. Siden da er det økonomiske fortegn gået fra plus til minus, og politikerne bør trække stikket på projektet, inden udgifterne løber løbsk. For hver dag, der går, bliver projektet nemlig kun dyrere – både økonomisk og politisk. Nu, hvor det er finansministeren, der har sat sig for bordenden i Grønt Udvalg, der skal sikre, at regeringens politik gør det muligt at nå klimamålene, må man håbe på, at der også tages hensyn til statskassen i udbygningen af vedvarende energi.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


