Kombinationen af vinduesviskernes entusiastiske vinken udenfor og samtalerne om livets afslutning i radioen indenfor i bilen sendte mig for nylig tilbage til den dag for et år siden, da jeg kørte i regnen fra fødselsforberedelse på det ene hospital ud for at holde et dødende familiemedlem i hånden på et andet.
Jeg har set døden før – og med tre år som hjemmehjælper en del, der ventede på den. Men det var en sælsom oplevelse at blive katapulteret fra livet ind i døden på motorvejen mellem de to hospitaler. En måned senere blev min datter født.




























