Oblonskij tog pelsen af, og med hatten på snur trådte han ind i spisesalen, idet han uddelte ordrer til de kjoleklædte tatarer, der med servietten under armen klinede sig op ad ham. Hilsende til højre og venstre og vekslende håndtryk med gode bekendte, der her som overalt mødte ham med festlig glæde, begav han sig hen til den kolde buffet, tog sig en dugget snaps med en fiskepostej, kiggede på den franske buffetdame, der sad, sminket og pyntet med sløjfer, blonder og hårvalker, bag opdækningen, og henkastede et par ord over bordet, som endog fik den den lille pyntede mademoiselle til at briste i en hjertelig latter«.
ENDELIG!: Nu kom den ud af hovedet og ned på tastaturet; den linde strøm af overflod fra Leo Tolstojs ’Anna Karenina’, som har siddet fast i mit hoved, siden jeg i mandags læste i The Guardian om det russiske spor i Panama Papers.
