Enhver trommeslager i landets røvballebands kender det. De ved sjældent, hvad de tjener næste måned, eller hvor mange job de har til næste år. Bliver de syge eller forhindret til et spillejob, skal der findes en anden, der kan sidde med stikkerne i stedet. Og afløseren skal have trommeslagerens andel af bandets løn, når aftenen er omme. Der er kun den forsikring, musikeren selv betaler, og kommer han til skade på arbejdet, er der ingen betalt sundhedsforsikring, som sørger for en forlomme i køen til sundhedsbehandlingen. Der er heller ingen pension eller optjent ferie. Eller opsigelsesperiode. Den tabte arbejdsevne ved en brækket hånd betaler han selv for. Den slags arbejdsvilkår vil mange af de musikere, der hver weekend spiller op til dans på diverse dansesteder landet over, nikke genkendende til.
Forestil dig en verden, hvor langt flere i arbejdsstyrken er ikke-ansatte i mange forskellige brancher. I USA kalder de det ’gig economy’, og taxatjenesten Uber, som i denne uge splittede Folketingets partier, er forrest i feltet. Andelen af amerikanske ikke-ansatte arbejdere er steget voldsomt de sidste 10 år. Der er flere og flere private, som tjener deres penge som Uber-chauffører, sælgere af tøj, smykker eller tasker på nettet eller udlejer deres lejligheder for penge. De har ingen arbejdsgivere, men fikser selv det hele hjemmefra via en internetplatform, som de betaler en andel af deres fortjeneste på at bruge. Skattebetalingen er tvivlsom.
