For nylig stod en veninde på min altan og skjulte sig for sit barn, mens hun røg og hektisk viftede røgen væk. Hun bekendte, at hun har røget sådan hele livet. »På en måde kan man sige, at vores generation er den første, der har smugrøget for både vores forældre og vores børn«. Det grinede vi lidt ad. For det virker dumt, måske endda ironisk, både at blive opdraget på og irettesat af de gamle og de unge i familien.
I disse tider er vi mange, der er optaget af generationernes skiften og forskelligheder. Især har jeg bidt mærke i, at vores humor deler vandene. Mange på min alder, og nok især ældre, tør slet ikke udtrykke sig humoristisk på arbejdspladsen af frygt for at dumme sig over for yngre kollegaer med nul tolerance i forhold til humor fra ’det sagde hun også i går’-glemmekassen. Længe grinede jeg selv højt, hver gang endnu en ung kvinde uploadede en video, hvor hun filmede sig selv tudbrøle, mens hun fortalte om en rigtig øv-dag. Måske havde hun fået skældud på cykelstien eller bøvlede med kun at få et 10-tal, men det gik op for mig, at det ikke var satire, men dyb alvor. At de mener det, når de filmer sig selv græde, fordi det jo er godt content og skaber fællesskab med følgerne.
