Jeg er ikke selv opvokset i en dyreglad familie, tværtimod nærmest, mere en dyrefjendtlig eller dyreafvisende familie. Hverken hund eller kat hos os nogensinde. Dyr var noget, man kiggede distanceret på i zoo. Eller man klappede en blød hestemule i det danske sommerland og beundrede en sommerfugl. Min barndom bød kun på en møgsur undulat, der sked og skræppede dagen lang, og som generelt var dårligt selskab.
Og så var der kortvarigt to guldfisk, hvor den ene åd den anden, hvorefter jeg i samråd med min søster besluttede, at vi ikke ville have sådan en morderfisk boende og skyllede den ud i toilettet. Det må man sikkert ikke. Det var en anden tid, undskylder jeg straks, 1980’ernes københavnske kloak må have været en slags ’den brune planet’ af uønskede fisk, padder og rotter. Jeg tænkte børnelogisk dengang, at morderfisken kom ned til Teenage Mutant Ninja Turtles, og det drømmer alle jo om.
