Hvilket land er det lige, vi er i, råber min søn på 14 år til mig fra stuen, da endnu et engelsk ord slipper ud af min mund. Efter tre år i amerikansk skole og nu hjemme igen i Danmark, synes min søn, vores konstante engelske udbrud er dybt pinlige og latterlige.
Jeg kan kun give ham ret. Det handler ikke kun om den valby-engelske accent, de fleste taler med, men om slapheden ved ikke at kunne formulere sig på sit eget sprog. Jeg må censurere mig selv flere gange i løbet af en dag for ikke at komme med et udtryk, der ikke sprogligt er groet i vores egen baghave. Det er en svær øvelse.
