I øjeblikket er der mange, især voksne, der hopper fra de sociale medier. Måske har overvejelsen været længe undervejs, men nu bliver bevægelsen en del af en kritisk forbrugermagt og boykot af Trumps Amerika at droppe Facebook, X, Messenger, LinkedIn og Instagram.
Jeg har selv været meget glad for sociale medier gennem årene, men går med samme overvejelser. Det virker mere og mere som tidsspilde, overvågning og tomme tønder, der buldrer. Forleden slettede jeg min X-konto. Dengang mediet Twitter kom til verden, var det et overflødighedshorn af viden, især fra udlandet, med kloge, sjove mennesker og respektfuld debat på maks. 140 tegn. Men så blev det til X, og jeg hørte aldrig et kvæk fra nogen mere, trods hele 17.500 følgere, og jeg gad heller ikke selv bidrage til epilogen. Noget fundamentalt var ændret, efter at Elon Musk har købt og omdøbt mediet.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























