For tiden er halvdelen af Politikens debatredaktion slet ikke at finde på Rådhuspladsen. Susan Knorrenborg og Kenneth Lund, de to mest garvede debatredaktører, er ude i landet for at opsøge nogle af dem, der ikke så tit har ordet i debatten, og hjælpe dem med at tage det. På sosu- og landbrugsskoler i Brøndby, Aabenraa og Gråsten har de trænet debatbidrag med en række unge; senere venter Gellerup og flere andre steder.
At få folk til at tage ordet, der ikke er vant til det eller trygge ved det, er noget af det, debatredaktionen bruger mest tid på. I det daglige, med folk, vi spotter, eller som selv henvender sig. I undervisningsforløb på Politikens debattør- og kritikerskole og med DM i debat for folk under 30 sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd (vi søger nye deltagere lige nu). Der har spirende meningsdannere fra Peter Hummelgaard og Gry Möger Poulsen til Lawand Hiwa Namo og Alex Vanopslagh gennem tiden øvet sig i at lytte respektfuldt til modstandernes argumenter og slibe deres egne til.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























