Tegning:  Philip Ytournel

Mange unge er konfirmationsforvirrede over de mange valgmuligheder. Kong Frederik går med meditationsarmbånd, og de unge går til filosof i stedet for præst. Men hvem griber dem, når livet for alvor gør ondt, spørger Ditte Giese i denne klumme.

Konfirmationen er tiden til at stille livets store spørgsmål. Herhjemme håber vi på mirakler

Tegning: Philip Ytournel
Lyt til artiklen

Maj er så smuk en måned. Solen vender tilbage, syrenerne springer ud, og det samme gør vi mennesker. Alt virker så håbefuldt i foråret og den spæde sommer, som et løfte om gode tider. Det er en dejlig følelse, især når verden virker krigerisk og truende.

Jeg er så heldig at have et stort barn, som har meddelt, at han vil konfirmeres kirkeligt. Først skal han dog døbes, for hans far og jeg afholdt ’navneråb’ i stedet for navnedåb, da han var baby, så han selv kunne vælge. Livet er jo fyldt med valg, og her er et af de første store. Jeg traf selv samme valg i hans alder, først voksendåb og så konfirmation. Omkring mig forstod min venstreorienterede, lettere flippede familie intet af mit valg. Hvorfor vil du dog konfirmeres? Være medlem af folkekirken? Døbes?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her