Da jeg boede i USA og rejste rundt i Midtvesten, spurgte en mand i Iowa mig engang, hvad vi danskere egentlig havde gjort med vikingerne. Var de ligesom USA’s oprindelige befolkning blevet tildelt en slags reservater eller hvad? Jeg forklarede, at de ikke var i reservater, men bare var blevet mere fredsommelige med årene – så meget, at den gode landmand fra Iowa åbenbart slet ikke kunne forestille sig, at nutidens milde danskere faktisk havde deres aner hos de vilde vikinger.
Jeg kom i tanke om oplevelsen i forbindelse med den debat, som Politikens historier omDanmarks fremtidige befolkningssammensætning i pinsen har givet anledning til. Fremskrivningerne viser, at såfremt fertiliteten forbliver ens og indvandringen på samme niveau som de sidste fem år – begge dele meget usikre forudsætninger – vil der om 70 år være et flertal af indvandrere og deres efterkommere. Vikingerne vil langt om længe have tabt kampen om Danmark og blive et mindretal ligesom USA’s oprindelige befolkning.
Fremskrivningerne var gefundenes Fressenfor mange på højrefløjen. De så det som en bekræftelse fra uventet hold af, at det, de kalder den store befolkningsudskiftning, er en realitet. Nu kommer horderne fra Mellemøsten og Afrika – det, de altid har været bekymret for. At tre fjerdedele af befolkningen ifølge fremskrivningen selv efter 70 år vil bestå af danskere og personer af vestlig herkomst, var man mindre optaget af. Det var nu, kampen for danskheden skulle stå – inden vi og vores kultur blev oversvømmet.
Jeg holder også utrolig meget af Danmark, der på mange planer – ikke mindst i disse urolige tider – slår mig som et af verdens bedste steder at bo. Men alligevel er jeg ikke spor bekymret for fremskrivningerne.
For det første baserer de sig på den sælsomme tanke, at efterkommere af indvandrere i al fremtid også er fremmede, og at de ikke forelsker sig og får børn med etniske danskere. Det er jo indlysende noget værre vrøvl. For langt de flestes vedkommende går der meget mindre end 70 år for at blive integereret.
I min yngste datters klasse i en meget dansk, konservativ skole på Frederiksberg har mere end hver fjerde elev en eller to forældre fra udlandet. Men ungerne taler dansk, ser ’X Factor’ og ’Bagedysten’ og går til håndbold og fodbold og basket ligesom alle andre. Til hendes seneste volleyballstævne var der en pige med aner i det tidligere Jugoslavien. Hendes forældre var kommet til Danmark som flygtninge under borgerkrigen i begyndelsen af 1990’erne. Hun virkede pæredansk på banerne, men fremskivningerne er alligevel baseret på, at ikke bare hun, men også hendes børn og børnebørn på en eller anden måde stadig er fremmede.
Nu håber jeg naturligvis, at krigen i Ukraine snart slutter, og de mange flygtninge kan vende hjem, men går det ikke sådan, gætter jeg på, at det vil gå dem præcis som pigen på volleybanen. At de stille og roligt bliver danskere, sidder og gufler fredagsslik og spiser grillet grisehud, og at deres børn ved indgangen til det 22. århundrede vil være umulige at skelne fra alle andre danskere. Og nej, ikke alle nydanske grupper er ens, men ukrainerne er den klart største ikke-vestlige indvandrergruppe i de fem år, som fremskrivningerne er baseret på.
Sagen er jo, at vi alle sammen er indvandrere, hvis man går langt nok tilbage. Og for rigtig manges vedkommende skal man ikke særlig langt tilbage for at spore fremmed blod.
Homo sapiens er en rastløs art. Det er det, som har bragt os vidt. Danmark har aldrig været et reservat med store mure omkring sig og en dominerende etno-nationalisme. Heldigvis for det – se bare på bosætterne i Israel, hvor giftigt det kan udvikle sig. Vi er et lille åbent land, og vores kultur er i konstant forandring og de indvandrere, der i dag virker fremmede, er i morgen dem, der hjælper os med at udvikle kulturen.
Se bare på maden. Kebab, sushi og pizza er i dag hverdagskost. Var det virkelig bedre, dengang den stod på øllebrød og dovent mjød?
fortsæt med at læse
