Det sker – ikke ofte – men det sker, at jeg slår et søm i en væg. Det er en meget omstændelig proces, jeg bruger dage på at planlægge. Købe de rette materialer og få værktøjet i orden. Tit må jeg vende tilbage til Silvan eller Bauhaus, for det viser sig, at jeg mangler den rette hammer. Kløfthammer, lægtehammer, gummihammer, bænkhammer, sløjdhammer. Det er ikke let. Resten af husstanden følger levende med. De anerkender mine anstrengelser. Værdsætter min enorme indsats. Og når sømmet er monteret, bliver der indkaldt til fremvisning. Alle er imponerede og taknemmelige. For det var svært. Eller også var det ikke. Og præcis sådan har jeg det, når jeg følger de aktuelle regeringsforhandlinger.
Vi må forstå, at det er en form for umulighedskonkurrence. Fungerende statsminister Mette Frederiksen sagde efter den første runde med partierne: »Det politiske landskab lige nu ser svært ud. Og der er ikke en oplagt regering rundt om hjørnet. Jeg forventer lange og svære forhandlinger. Og om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke«. Altid fungerende Lars Løkke Rasmussen sagde ligeledes dagen efter valget i den berømte debat i Publicistklubben, at det så svært ud. To gange på 20 sekunder. Da de konservatives Mona Juul blev spurgt, om hun ville gøre Mette Frederiksen til statsminister, svarede hun prompte: »Jeg vil i hvert fald sige, at det ser svært ud«.Præcis samme vending brugte Venstres næstformand, Stephanie Lose, på vej ind til denne uges forhandlinger: Det ser svært ud.
