Jeg ved ikke, hvornår det præcis skete, at jeg holdt op med at tale længe nok til, at min mors ord kunne få plads og fylde for mig. Hun har fortalt, at når hun hentede mig, kunne hun se, hvordan min mund allerede begyndte at bevæge sig inde bag børnehavebussens rude i det øjeblik, jeg så hende. Afrapporteringen begyndte.

Det kan føles, som om vi bygger noget meget konkret mellem os, når vi taler. Jeg synes, hun forstår verden og den menneskelige eksistens’ kaos både fra analysens klare udkigspunkt og fra et enormt intuitivt indre landskab, som altid vil være lidt hemmeligt og uudgrundeligt for mig.

Nogle gange overvejer jeg, om jeg har brugt hende lidt for flittigt til at skærpe mig selv? Kan jeg tænke uden hende?