Ved et fodgængerfelt stopper jeg op og skotter ud mod den tohjulede flodbølge ved siden af mig. Lytter til kakofonien af hylende og skrigende bremser med tungt prustende åndedræt som garniture. Nogle kigger ud under cykelhjelme, men de fleste har blikket rettet frem mod de næste meter asfalt på cykelstien, som skal ædes hurtigst muligt, når det atter bliver grønt. Også denne deling af den altid beredvillige, københavnske cykelarmé er klar til kamp om hver centimeter.
Elektriske cykler, løbehjul, store kampvogne med plads til flere børn og hunde, racercyklister i stramt lycra, gamle, slingrende havelåger, cyklister med enorme hørebøffer, der tager lyden fra selv de mest emsige ringeklokker, hidsige råb og tudende horn, når de tohjulede forlader deres snævre distrikt og slår et smut ud på kørebanen.
