I begyndelsen var ordet. Ordet var efter sigende både Gud og hos Gud. I dag er der imidlertid, i alle fald i dette lands hårdt plagede hovedstad, andre, der har taget ordet. Her taler vi om venstrefløjspolitikere i almindelighed og et par borgmestre i særdeleshed. Og deres foretrukne frase, som skaber, hvad den nævner, er ’rekreative byrum’. Sådan nogle har der været galopperende mangel på, siden vore fjerne aner Eva og Adam blev fordrevet fra Edens have efter noget palaver om firmafrugtordningen. Må man forstå.
Derfor skal der gøres noget ved det. Alt for længe har landets hovedstad med rette haft betegnelsen ’stenbroen’ eller ligefrem ’astaltørken’. Generationer af stakkels børn er vokset op med Fandens mælkebøtte som eneste gule – og grønne – håb om natur i tilværelsen. Uden for årstiden måtte de nøjes med kirkegårdenes stedsegrønne thujaer og karsen i vindueskarmen i kommuneskolen.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























