Da Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, efter sit knebne valgnederlag i 1998 overlod formandsposten til partiets unge næstformand, Anders Fogh Rasmussen, fik denne samtidig ansvar for at komme med et svar på et af de sværeste strategiske spørgsmål, partiet stod over for: hvordan det skulle stille sig i forhold til Dansk Folkeparti, der kun syntes at vinde i styrke – på bekostning af ikke kun Socialdemokratiet, men i høj grad også Venstre.
Op til valget i 2001 stod det klart, at Fogh sammen med partiets chefideolog, Claus Hjort Frederiksen, var nået til det resultat, at det bedste var at omfavne Pia Kjærsgaard og holde hende i så tæt et favntag, at ansvaret og statsræsonen smittede af på hende. Mens Poul Nyrup tordnede, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent, inviterede Venstre opkomlingen ind i varmen.
