Jeg skrev lidt om det i sidste uges klumme: Der er dårlig stemning for tiden. Bredt betragtet virker vi ret betaget af ideen om, at verden er ved at gå af lave, og vi prøver alle sammen lidt febrilsk at forstå, hvordan, alt imens folk tweeter løs om, at de har lyst til at slå sig selv ihjel.
David Bowie er død. Prince er her heller ikke mere. Brangelina skal skilles. En galning med mistænkelig ansigtskulør skal afløse Obama som den mest magtfulde mand i det vilde Vesten. Storhed står vedvarende for fald: Det går også ad helvede til i Manchester United. Du kan unægtelig få den tanke, at der sidder nogle et eller andet sted i en galakse langt langt væk og tager sig til hovedet, følger med på Twitter og tænker, at vi er i gang med at forvalte det, vi har fået: nemlig en bevidsthed, der gør os i stand til at forholde os til vores egen eksistens, forestille os fremtiden og træffe rationelle beslutninger, på en besynderligt ignorant måde.
