I årevis var Politiken og Det Radikale Venstre to sider af samme kulturradikale caffelattekop. Faktisk helt indtil chefredaktør Herbert Pundik i februar 1970 meddelte den radikale gruppeformand Bernhard Baunsgaard (hvis bror Hilmar senere blev formand for Politikens bestyrelse ...), at avisen ikke længere ville »lade sig repræsentere ved Det Radikale Venstres interne gruppemøder«. Journalistikken skulle være partipolitisk uafhængig. Men ligesom ved andre kærlighedsbrud kan det være svært at holde helt op med at gå i seng med hinanden, når nu det føles så velkendt og lunt.

Måske derfor kan folk ofte ikke skelne det ene fra det andet. Både Politikens læsere og Radikale Venstres vælgere er uløseligt forbundet med noget elitært, noget dannet, noget kulturradikalt. Det smager af koldbrygget kolbekaffe, fornemmelser for fransk grammatik og hovskisnovski, og mange selvproklamerede repræsentanter for ’den sande danske folkesjæl’ kaster en lille smule op i egen mundhule, hver gang de kulturradikale sætter sig selv i scene.