I sidste uges klumme harcelerede jeg over de tv-spots, hvor kvinder altid fremstår stupide, som du nødvendigvis må trækkes med ind imellem fodboldkampe. Måske vi bliver nødt til at snakke lidt mere om det; det med kvinder og bold. Og hvad det faktisk er, vi kan lære af de her mænd, der render rundt på en græsplæne.
Tit møder du en vis undren (læs: tenderende skepsis) over, hvorfor du som kvinde godt kan lide at se fodbold. Der kan også være masser af glæde og anerkendelse at hente, hvis snakken falder på det, men det er ikke længe siden, jeg blev kigget på med et lettere vantro blik. Igen. Jeg kender det blik, for da jeg var i Parken for at bevidne FCK’s usandsynligt kedelige Champions League-sammenstød med Porto, havde jeg det nemlig selv. Der var overraskende mange unge velstylede piger på tribunen. I selskab med hinanden, ikke med nogen mænd. Og jeg tog mig selv i at være mistænksom over, hvad de lavede der – ud fra den fordom, at de nok ikke var der for fodboldens skyld. Nu var de godt nok også udtalt optagede af deres mobiltelefoner og af at tage selfies med den store cuteste løvemaskot, når den kom forbi. Men jeg aner jo ikke, om de rent faktisk står og bløder for København med frosne tæer på stadion hele efteråret. Måske er det netop fagre nye verden. Jeg vil gerne tro det.
