At genoplive kulturradikalismen som en progressiv samfundsbevægelse er som at forsøge sig med en begavet samtale til en julefrokost: Man synes måske, at man virkelig har noget at bidrage med, men indsatsen fører sjældent noget godt med sig, og man risikerer at stå og råbe til en samtalepartner, der så til gengæld spytter lidt rigeligt på én, når hen svarer.

Ikke desto mindre er det vores ukuelige ønske at genrejse kulturradikalismen. Koste, hvad det vil, også samtalepartnerens spyt og madrester ned ad skjorten.