Det virker næsten utænkeligt, men to små fremmedord, kan være en del af løsningen, hvis etablerede magtpartier herhjemme skal nedkæmpe folkeoprøret mod det politiske system.
Co-creation og elektronisk demokrati er en ny nåde at tænke politik på, som i disse år bliver mere og mere udbredt i store dele af verden. Fra Jakarta, Indonesien over Medellín, Columbia til New York i USA og Dublin i Irland.
Første gang jeg stødte på begreberne var i ugebrevet Mandag Morgen, der i denne uge er aktuel med et tema om, hvordan forsøg med nye former for demokrati kan sikre politisk legitimitet i en tid, hvor store befolkningsgrupper gør oprør mod the establishment.
Her kan man læse, at Island, som et af de første lande i verden, indførte elektronisk demokrati, hvor politikerne er tvunget til at følge forslag, som et flertal af borgerne ønsker gennemført. I 2011 dikterede borgerne, at politikerne skulle lave en hovedgade i Reykjavik om til gågade i en måned. Siden er den bilfrizone blevet udvidet.
Kort fortalt bygger strategien på en filosofi om at give borgerne mulighed for at få en større indflydelse i beslutningsprocessen og den konkrete politik, som eksempelvis udvikler sig på Slotsholmen eller i kommunalbestyrelser.
Men den proces er mere besværlig, end den lyder, så længe man har sagt ja til at træde ind i de inderste magtkamre på Slotsholmen.
Det kræver først og fremmest, at det øverste ledelseslag i Staten lægger nulfejls-kulturen på hylden. Man skal simpelthen turde eksperimentere med politikudviklingen og derned også turde tage fejl, når eksperimenterne går galt, lyder analysen i Mandag Morgen fra Annika Agger, der har forsket i borgerinddragelse på Roskilde Universitet.
Flere departementschefer har de seneste år lagt luft til nulfejls-kulturen, men frygten for at træde i spinaten til skade for ministeren er stadig udbredt og et ikke uvæsentligt styringsredskab samt stopklods for de magtpartier, der vil forsøge at generobre systemkritiske vælgere.
På det punkt er det lettere at eksperimentere for partier som Alternativet, der fortsat vinder fremgang i store byer og har godt fat i et voksende antiestablishment-segment.
Den forkerte forklaring
Spørger man flere toneangivende partier i Folketinget forklarer de en stigende skepsis til det etablerede politiske system med, at for mange borgere i for lang tid har tabt på globaliseringen og er blevet ramt af en større ulighed. Men den forklaring er for unuanceret, lyder det fra valgforskere, der i denne uge har blandet sig i debatten.
Oprøret er ikke alene motiveret af den lavere middelklasses fornemmelser for uretfærdighed, men derimod af borgere fra alle samfundslag – rig som fattig.
Demokratiske valg som Danmarks nej til Europol, Brexit og Trumps sejr er udtryk for den lavere middelklasses opgør med eliten, har analysen lydt.
Men i denne uge skete der noget mærkeligt henne i Storbritannien. En ny analyse viser, at den gennemsnitlige brexit-vælger hverken har lidt skade af en større ulighed eller af globaliseringens ulig fordeling af goder.
På det punkt er der stor forskel på, dem der er ramt af globaliseringen og uligheden, og dem som frygter, at de i fremtiden vil blive ramt af forandringer af den karakter.
»Systemopgøret har fået en renæssance. Vi kan nu tale om, at populisme er blevet en ideologi, der bygger på, at eliten er forkert, indspist og korrupt«, lyder det fra valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.
Flere partier som S og V er meget opmærksomme på, at der er brug for at række en hånd frem mod den vælgergruppe, som har mistet tilliden til, at etablerede partier som dem, kan varetage deres interesser.
I Venstre lægger man stor vægt på udflytning af statslige arbejdspladser, som man ser som en mulighed for at række ud mod antiestablishment-segmentet. Socialdemokratiet adresserede i november i grundige vendinger samme tema.
Jeg håber, Trump kan åbne vores øjne for den utryghed, som også eksisterer i Danmark, lød budskabet fra Mette Frederiksen.
Skæbnens ironi
Søndag stod generalsektretæren for EU' s ministerråd frem i Politiken med en advarsel om, at EU’ s ledelse selv var skyld i den mistillid millioner af borgere nærede til det etablerede politiske projekt. Skulle EU' s ledelse knække den kode, skulle man først og fremmest vise, at man kan levere på centrale områder så som flygtninge, sikkerhed og økonomi. Men ligesom i Danmark er den parlamentariske stabilitet i EU udfordret af en broget flok ideologier.
»Det er ironisk, at den politiske handlekraft lammes af netop vælgernes efterspørgsmål på grundlæggende forandringer, lød det i går fra BT’s kommentator og tidligere rådgiver i Statsministeriet, Søs Marie Seerup.
Udviklingen efterlader to centrale spørgsmål: For hvad er egentlig konsekvensen, hvis magtpartierne ikke får vendt udviklingen? Og hvad kan partierne gøre for at vende udviklingen?
Flere ting peger på, at vi vil se et mere polariseret folketing, hvor traditionelle magtpartier på højre og venstre side får sværere ved at indgå kompromiser med hver deres parlamentariske grundlag.
Skal udviklingen vendes, kan en begyndelse være at se mod Reykjavik, hvor forsøg med co-creation og elektronisk stabilitet har forbedret politikernes legitimitet.
fortsæt med at læse
