Den første ret, jeg fik på Noma, var en snegl, der var skjult i blomsteranretningen midt på bordet. »I kan også spise blomsterne«, sagde tjeneren. Det var i 2010, jeg var der til frokost med min gravide kæreste og havde ret lave forventninger. Nomas mad lød fortænkt og selvtilstrækkelig, som at kede sig til en videoinstallation lavet af tredjeårskunststuderende.

Den næste ret var levende rejer, serveret i et sylteglas fyldt med bedøvende isterningerne, så de ikke sprællede alt for meget. De kriblede i munden. Vi fik porre, hvor man skulle spise rødderne, vi fik radiser serveret i jordfyldt urtepotte, hvor jorden viste sig at være spiselig, vi skulle stege vores eget spejlæg på en støbejernspande.