0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


DSB må simpelthen tage stilling til, hvad de vil med sig selv

Livet banker af sted i et hastigt stigende tempo, mens DSB stille og roligt tøffer rundt i ring uden rigtig at komme videre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning. Mette Dreyer

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er først senere i livet, det står klart for én, at DSB er en af grundstenene i velfærdsstaten. Det er infrastrukturen, der binder hele landet sammen, og det er indlysende en vigtig kilde for sammenholdet i et lille land som Danmark.

Den indsigt stod mig stadig fjernt, da jeg som 5-årig stod med min far i hånden på perronen på Århus Hovedbanegård (det var dengang, Aarhus var med å) engang midt i 90’erne. Vi skulle besøge min farmor i Aalborg, og jeg havde glædet mig hele ugen og fortalt alle i børnehaven om min forestående rejse.

Der var travlt fra første øjeblik, vi trådte ind i Hovedbanegårdens ankomsthal. Miniaturelandskabet med små tog, der susede rundt, stod midt i det hele med børn og barnlige sjæle klistret til ruderne. Drømmende og fulde af forhåbninger.

Nede på perronen blandede duften af diesel sig med cigaretrøg. Der stod vi så; jeg i lyserødt joggingtøj og skævt klippet pandehår og min far med overskæg, slidte kondisko og Levi’s 501. Vi lignede et typisk billede af 90’erne. Men for mig var det alt andet end typisk. Det var min første togrejse.

Livet banker af sted, mens DSB stille og roligt tøffer rundt i ring

Da toget rullede ind, klemte jeg i spænding min fars hånd. Trapperne op til toget var høje, og jeg husker det nysgerrige besvær, jeg havde med at bestige dem. Min far købte en Matador Mix til os ved salgsvognen, og pludselig var vi fremme. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Retrospektivt står det lysende klart for mig, at der næppe var tale om luksus, men igennem mit, barnets, blik emmede DSB af fremskridt og progression.

Sidste weekend var jeg igen på Aarhus Hovedbanegård, denne gang fordi min datter, kæreste og jeg skulle retur til København efter at have besøgt familie. Da jeg stod og ventede med min datter i hånden, gik det op for mig, hvor meget jeg og resten af Danmark har udviklet sig siden 90’erne, og hvor lidt DSB har rykket sig.

Salgsvogn og service er historie nu, togene kører i samme langsomme tempo, mens billetpriserne er steget og afgangene blevet færre. Især priser og afgange er med til, at en relativt stor del af lille Danmark bliver opfattet som ’Udkantsdanmark’. Afstanden mellem de større byer og randområderne er kun blevet større. Fremskridt og progression blev vist efterladt på perronen et sted i 1995.

Miniaturelandskabet på Hovedbanegården er blevet et ironisk billede på institutionen DSB. Det er flyttet fra pladsen i forhallen, hvor de små tog opfyldte drømme og forhåbninger, til nu at befinde sig midt i en Joe & The Juice.

Det er (desværre) ikke et billede, jeg har opfundet til lejligheden. Livet banker af sted i et hastigt stigende tempo udenfor, mens DSB stille og roligt tøffer rundt i ring uden rigtig at komme videre. Selv diesellokomotiverne, fra før jeg blev født, kører rundt endnu.

Jeg undrer mig over, hvor DSB ser sig selv om 5 år, og jeg kunne godt