»I påsken blev Jesus hængt op på korset. Og så døde han«, proklamerede min datter Betty i afsindigt og upassende højt humør, da vi i går sad ved middagsbordet.
Jeg, der i gennem de sidste mange år har forsøgt at holde alle oplysninger om religion og forestillinger om Gud fra hende, fik et stykke Løgismosekylling med rodfrugter (et såkaldt Østerbro-sæt) galt i halsen, og måtte drikke en tår vand.
Hvor har du hørt det henne?, spurgte jeg.
»Ovre i børnehaven«, sagde hun.
Som edsvoren hedning og ateist var min første reaktion irritation over at få min opdragelse underløbet af pædagogerne.
Den ene dag begynder de at sætte børnene foran den der nyindkøbte iPad, selv om min kæreste og jeg helst så, at institutionen var iDevice-fri zone, og det næste øjeblik lærer de hende gudhjælpemig om Jesus' lidelse og opstandelse og alt det toksiske nonsens med, at han tog menneskehedens synder på sine skuldre, så vi kan komme i himlen.
Man må give sig
Jeg er ikke aggressiv ateist, ikke en af selvglade narcissister i Ateistisk Selskab, jeg tænker, at irrationalitet er en menneskeret på linje med retten til ilt, og folk må tro hvad de vil. Jeg vil bare helst opdrage mine børn med et ydmygt forhold til menneskets placering i naturen, ikke til at tro på alle de, ærligt talt, egocentrerede forestillinger om menneskets spirituelle særstilling.
Men altså: Det gik over efter et par slurke af den spanske rødvin fra Netto.
Selvfølgelig burde jeg have indset, at den dag måtte oprinde, hvor min datter skal lære om kristendommen, et af de bærende kulturelle fundamenter i Danmark, uanset hvad man måtte mene om religiøsitet.
Selvfølgelig skal hun som dannet menneske vide noget om israelitterne, lammeblodet på dørkammene, de 10 bud, ørkenvandringen, Pontius Pilatus' hændervasken, og de 30 sølvpenge, Den Sidste Nadver, korset, »min Gud, hvorfor har du forladt mig« og alt det andet, der er vores referencepunkter og grundfortællinger.
Gud vs prinsesse Celestia
Alligevel synes vi at have undgået det hele uden anstrengelse:
Til jul er emnet 'det lille Jesusbarn' forbløffende nok slet ikke dukket op, hvad der viser lidt om hvor marginaliseret en skikkelse kongesønnen er blevet på sin egen fødselsdag i forhold til, f.eks. nisser.
Sidste gang, jeg stod over for udfordringen, var for et par år siden i en kirke på klippeøen Lipari ved Sicilien, som jeg havde taget hende med ind i af adpredelsesårsager og hvor Betty viste stor interesse i Jesus-figuren, som han hang der ret og rank med blod løbende ned ad hænderne.
»Hvem er Jesus, far? Du skal fortælle MERE om Jesus«, havde hun sagt. Mildt alarmeret fik jeg afværget situationen ved at tale uden om og tilbyde hende en is. Det var en debat jeg slet ikke magtede.
Dels fordi det virkelig byder mig imod, at hun skulle gå hen og blive lokket af ideen om en højere magt, dels fordi jeg ærligt talt ikke kunne overskue, hvordan man forklarer konceptet gud til fireårige børn (Betty, der er nogen der tror på, at der er en oppe i Himlen der styrer det hele, du ved, ligesom Prinsesse Celestia i My Little Pony. Han synes, vi skal opføre os ordentligt).
Betty afslører sin præference
I går tog Betty med hjælp fra børnehaven så selv hul på det. Jeg har optaget det på min iPhone:
Okay, prøv lige at fortælle det til din far en gang til.
»Okay okay okay. Så blev han hængt op på et kors. Og så blev han sat i en hule, hvor han døde. Og så var der nogen, der havde trillet en sten for hulen, så han ikke komme ud. Men han var jo død, så hvordan ...?«, siger hun og går i stå, i tvivl om hvad stenen skal til for.
Så lyser hun op:
»Fordi at der var nogle andre mennesker, der ikke skulle komme ind«.
Nå, det var for at holde andre mennesker ude?
»Ja, og så var der nogen der gik forbi og så var stenen rullet væk og Jesus han var væk. Og det var fordi han LEVEDE OP igen. Ka' du nu forstå det? KA' DU?«, råber hun lykkeligt.
Tror du så, det var rigtigt?
»DET VED JEG SÅMÆND IKKE«, råber hun og begynder at danse rundt som en kylling, råbende 'gok gok gok gok'.
Da hun kommer tilbage til bordet, siger hun:
»Dem, der tror på Jesus, rækker fingeren i vejret. Er der ingen, der tror på Jesus?
Jeg tror ikke på Jesus, tror du på Jesus?
»Nej!«, siger hun. Hun fortsætter:
»Hvem tror på, at Påskeharen findes?«
Tror du på det?
»Ja, det gør jeg nemlig. Gør du ikke?«.
Hvad tror du mest på, Påskeharen eller Jesus?
»Påskeharen!«
Haha, okay, det er godt, det lyder godt.
»Fordi jeg får slik slik slik!«.
Og så er far mere rolig.
fortsæt med at læse
