Inden jeg blev mor, havde jeg ikke skænket barnets første sygedag en eneste tanke. Barn bliver syg, forælder bliver hjemme eller får bedsteforældre til at komme, barn bliver rask. Det var nogenlunde sådan, jeg så forløbet.

Der gik imidlertid ikke mere end to-tre uger, efter at min datter var begyndt i vuggestue, før sygdommene kom væltende. Det var en ilddåb til institutionslivet som forælder. Og hvad gør man så tirsdag morgen, når man for fjerde dag i træk står med et sygt barn i København og samtlige bedsteforældre i Jylland?

For os var det enkelt; vi er begge studerende og kunne derfor selv passe vores datter. En mulighed, man ikke har i langt størstedelen af de danske erhverv.

For nylig har programmet 'Forældreintra' på Radio24syv kørt en række udsendelser under overskriften ’Børns ret til sygedage’, hvor de sætter fokus på problematikken. De griber det videnskabeligt an med en læge, der har skrevet ph.d. om sygdom i daginstitutioner, og henviser derudover til forskning i små børns trivsel. De programmer var en øjenåbner for mig. De belyser netop problemet, som det bør belyses: som et samfundsmæssigt problem.

I Sverige har en forælder 60 dage pr. barn pr. år til at passe deres syge børn. Men en svensk forælder bruger i gennemsnit kun 7,8 dage pr. barn pr. år. I dansk kontekst ville tallet næppe være højere. Vi ville formentlig også slippe af med det ubehagelige fænomen ’klokken 13-feberen’, der skriger til himlen om, at vi i Danmark har mange forældre, der ikke kan få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.

For de uindviede dækker udtrykket over den feber, der opstår omkring middag, når morgenpanodilen – de desperate forældres forsøg på at retfærdiggøre en vuggestuedag til det syge barn – ikke længere virker. Logikken må være, at det trods alt er bedre at blive kaldt hjem fra arbejde end at bruge barnets første sygedag allerede ved de første tegn på sygdom. Bedre for den enkeltes karriere, måske, næppe bedre for børnene, fællesskabet og sammenhængskraften i institutionen.

For når barnet kommer sygt i vuggestue, er det mere udsat for at blive ramt af flere infektioner, og derudover er der stor risiko for, at det får smittet et par andre børn, pædagoger, lærere, forældre. Det er en ond cirkel.

Hver gang de længerevarende sygdomme opstår, havner forældre i et moralsk dilemma, hvor man enten skal lyve sit barn rask over for pædagogen og de andre forældre eller lyve sig selv syg over for sin arbejdsgiver, fordi man ikke har ret til flere barnets sygedage.

Jeg er stor tilhænger af den danske arbejdsmarkedsmodel, men arbejdsmarkedets parter er åbenbart blinde over for denne problematik, og det er forståeligt, når de skal forsøge at forhandle en masse forskellige medlemmers ønsker på plads. Og umiddelbart vil flere barnets sygedage jo kun komme småbørnsfamilierne til gode, og det er trods alt en begrænset andel. Men her savner jeg det større perspektiv. Det vil gavne sammenhængskraften i samfundet.

Derfor bør politikerne gribe ind. De er vel også interesserede i, at folk har overskud til at få en masse børn, der bliver velstimulerede og velfungerende borgere, og som kan indgå i det danske arbejdsmarked og blive der stadig længere.

Det har før vist sig, at der skulle lovgivning til (mht. barsel og ligestilling), og det er vores politikere nødt til at tage seriøst. Måske behøver vi ikke svenske tilstande, men så kan politikerne kigge til vores andre nabolande, Norge og Tyskland, der begge har ca. 20 dage pr. barn pr. år. Små børns velfærd skal ikke være afhængig af forældrenes overenskomster eller virksomhedsaftaler.

fortsæt med at læse

Når vi sender syge børn i daginstitution, er det politikernes svigt