Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svenskerne sender ikke deres børn i vuggestue på en panodil

Lær af Sverige - her har et forældrepar tilsammen 120 dage pr. år til brug ved barn syg, indtil barnet fylder 12 år.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min datter vågner med feber, og jeg SKAL på arbejde. Fuck. Jeg ringer desperat til min aldrende mor. Duuut, duuut, lyder det ...

Nogle børneforældre er heldige at have en bedsteforælder, der tager telefonen og kan træde til med ultrakort varsel, men langtfra alle. Jeg kender mange med mindre børn, hvor bedsteforældrene enten stadig arbejder, realiserer sig selv, bor i den anden ende af landet eller ikke lever længere (vi får jo børn alt for sent).

Danske børnefamilier er pressede, men det er ikke bedsteforældrenes skyld. Der er meget andet at rette skytset mod. Forældres egne prioriteringer. Sammenfald mellem baby og et hektisk (online-)arbejdsliv, når vi er i 30’erne. Danmarks tvivlsomme europarekorder i institutionalisering og familiens (mors + fars) samlede arbejdstid. Og ikke mindst forældres ringe mulighed for at passe syge børn.

De fleste forældre har ret til barns første sygedag, men hvad har vi som samfund egentlig tænkt os, at forældrene skal gøre, når lille Hubert har mellemørebetændelse for anden gang på en måned? En af konsekvenserne bliver ofte, at Hubert sendes i institution, inden han er helt rask (og smitter resten af flokken, og sådan kører det i ring).

Jeg hørte forleden dag en mor sige: »Vi har sguda allesammen prøvet at sende vores børn i vuggestue på en Panodil og krydset fingre«. I Danmark taler pædagogerne om klokken 13 feber, når morgenens Panodil har mistet sin virkning. I Sverige er det fuldstændig utænkeligt.

I Sverige har et forældrepar tilsammen 120 dage pr. år til brug ved barn syg, indtil barnet fylder 12 år – også kaldet Vabba. Når forældre er hjemme med barn syg, får de udbetalt 80 procent af deres løn af Forsikringskassen. Og nej, det bliver ikke misbrugt. (Servicemeddelelse til interesserede politikere og fagforeninger: I kan læse mere på forsakringskassan.se).

Og for at det ikke skal være løgn, har svenske forældre barsels- og forældreorlov i sammenlagt 480 dage og ret til deltid i nuværende stilling, indtil barnet fylder 8 år.

Danmark slår alle vores nordiske naboer i tidlig og omfattende institutionalisering. Danske børn tilbringer i gennemsnit 7,5 timer om dagen i daginstitution og hvert syvende barn ni timer eller mere ifølge tal fra Børnerådet.

Tal fra Nordisk Socialstatistik Komité fra 2013 viser, at 19 procent af alle danske børn under et år er væk fra far og mor i dagtimerne. I Sverige holder man børnene hjemme, indtil de er mindst et år. Af tallene fremgår også, at 91 procent af et- til toårige danske børn bliver passet uden for hjemmet. I Sverige er det 71 procent i denne alder.

Svenskerne har tilmed en langt lavere forældrebetaling på pasningsområdet. Prisen beregnes ud fra forældrenes indkomst og antal timer, som barnet er i institution. Næsten alle kommuner følger reglen om ’maxtaxa’, som afgør, hvor meget en institutionsplads må koste. I Malmø er maxtaksten i 2014 pr. måned 1.260 SEK for første barn, 840 SEK for andet barn og 420 SEK for tredje barn.

Det er åbenlyst, at den svenske familiepolitik skaber mindre pres i familierne. Forældrene kan passe deres børn, når de er syge, og de lavere institutionspriser, afstemt efter hvor meget børnene er i institution, skaber bedre mulighed for at arbejde lidt mindre, når børnene er små. Det gør det formentlig også mere attraktivt at få børn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dansk familiepolitik lader meget tilbage at ønske. Bedre mulighed for fri med løn i forbindelse med syge børn og forebyggelse af sygdom i dagtilbud var bare to af Familie- og Arbejdslivskommissionens 31 anbefalinger i 2007, der stort set alle sammen blev arkiveret lodret og har samlet støv siden.

Familierne har naturligvis selv et ansvar for at skabe bedre balance mellem familie og arbejde, men hvis ikke politikere og arbejdsmarked også påtager sig sin del af ansvaret, vil stresstallene forblive tårnhøje, fødselstallene rekordlave, og flere kvinder vil formentlig tjekke helt ud af arbejdsmarkedet i en årrække, som vi ser en stigende tendens til. (Politiken 16.7.: Flere kvinder vil være hjemmegående).

Er det dét, vi ønsker set med ligestillings- og samfundsøkonomiske briller? Jeg går ind for det frie valg, og der vil nok altid være en overvægt af kvinder, der vælger at gå hjemme. Men vi bør som samfund skabe rammer, der stimulerer ligestilling og gør det muligt for både mænd og kvinder at skrue ned for arbejdsblusset, mens børnene er små, og op på andre tidspunkter i arbejdslivet.

Jeg oplever, at langt de fleste børneforældre gerne vil arbejde – bare mindre. Og have mulighed for at passe syge børn uden at foretage desperate opkald til bedsteforældre klokken syv om morgenen. Hvis der da overhovedet er nogen at ringe til.

Det er vanvittigt, at dem med små børn på armen er den mest eftertragtede arbejdsstyrke og nogle af dem, der arbejder mest, som det fremgår af tal fra Danmarks Statistik fra 2013. Måske kan en bedre fordeling af arbejdet og arbejdslivet tilmed afhjælpe arbejdsløshed og et aldersdiskriminerende arbejdsmarked.

Danske børnefamilier har akut brug for en familiepolitik, der matcher nutidens familiestruktur og arbejdsmarked. Lad os skele til vores nordiske naboer. Vi halter håbløst bagefter. De politiske partier, der forstår at formulere en progressiv familiepolitik og imødekommer de pressede børnefamilier, vinder meget. Især ved næste folketingsvalg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Børnefamiliernes nødråb fortsætter, indtil der sker forbedringer. Forhåbentlig er vi nået så langt, at det bliver et fælles familieoprør – ikke kun et kvindeoprør.

Og lad mig mane ethvert forsøg i jorden på at reducere de pressede børnefamilier til bestemte segmenter eller køn, der dyrker yoga. Det er forfejlet og en hån mod alle de familier, der hænger i med neglene. Både butiksassistenten, sygeplejersken og akademikeren er presset i hverdagen, og især når børnene er syge.

PS: Jeg har verdens bedste mor, der næsten altid tager telefonen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden