Det er næppe gået Politikens kernelæseres opmærksomhed forbi, at der er kommet mere sex i spalterne. Kulturen er gået all in på erotik og lir og skribenter, der gennemskriver deres favoritsexscener fra bøger, film og tv. Her på debatsiderne byder vi ind med frække Kroniker, Tinder-anekdoter fra læserne eller vores hussexolog Sara Skaarup, der skriver frimodige klummer om alt fra kvælningssex og dominans til åbne parforhold og affærer.
På de sociale medier bliver Politiken i disse dage hånet en del for at være usexede på en kulturradikal Politiken Plus-måde. I Berlingske skrev filosofisk skribent Eva Agnete Selsing under overskriften ’Hvorfor er kulturradikal sex altid så klamt?’ en harmdirrende kritik af Politikens måde at skrive om sex på. Selsing kan ikke lide, at vi skriver ’pik’, ’kusse’ og ’bolle’, det er utiltalende og »endnu et skridt mod opløsning af det hellige, intime bånd mellem mand og kvinde. Ægteskabet som den judeokristne civilisations grundsten«.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























