Klumme afMichael Jarlner

International kommentator

En 'great week, a fantastic week' for Donald Trump - og en dårlig uge for Grækenlands præsident

Lyt til artiklen

En god uge for...

Donald Trump. For USA’s præsident har det været en ’great week, a fantastic week’. For mange andre har det af samme grund været det stik modsatte. Trump er begyndt at komme igennem med sin politik. Han indledte ugen med at fjerne fredningen af store naturområder. Dernæst accepterede USA’s højesteret hans omstridte indrejseforbud mod en række især muslimske lande. Siden er han kommet igennem med en storstilet – og socialt skæv – skattereform. Og endelig gjorde han i forgårs op med årtiers amerikansk udenrigspolitik, da han anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og bebudede en flytning af USA’s ambassade til den hellige by. Ja, ja ... Jerusalem skælver af uro. Og ja, ja ... den såkaldte ruslandssag rykker tættere på Trumps inderkreds, men det er andres skyld. Og fake news. ’Bad people!’.

En dårlig uge for...

Prokopis Pavlopoulos. Grækenlands præsident havde næppe regnet med drama, da han i torsdags gjorde sig klar til at modtage sin tyrkiske kollega Recep Erdogan i Athen. Selv om Erdogan tidligere har været i Grækenland som ministerpræsident, var det første gang i 65 år, at en tyrkisk præsident kom til landet. Flere så derfor besøget som et lille lyspunkt i en tid, hvor den tyrkiske leders forhold til EU og USA ellers er på sit lavpunkt. En lille afspænding. Men ak ... allerede før hans fly var landet, havde Erdogan rystet grækerne ved i et interview at tale for en revision af Lausanne-traktaten fra 1923. Den fastlægger grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Og til udbredt græsk ubehag gentog Erdogan ideen i Athen, fordi han er utilfreds med, at Grækenland fik overdraget øer tæt ved Tyrkiets kyst og angiveligt bekymrer sig for det tyrkiske mindretal i Grækenland.

Michael Jarlner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her