En god dag for...
Feminister. En topløs aktivist fra den feministiske Femen-bevægelse forsøgte at kidnappe det lille Jesusbarn fra en krybbe på Peterspladsen i Rom. Det mislykkedes godt nok, men budskabet nåede ud. Forsøget fandt sted, to timer inden paven i mandags holdt sin juletale foran 50.000 mennesker på pladsen. Kvinden forcerede afspærringen og løb i retning af sceneriet med Jesu fødsel, mens hun råbte: »Gud er kvinde«. En gendarm nåede dog at standse hende, hvorefter hun blev anholdt, skriver Ritzau. Aktionen skulle sætte fokus på »Vatikanets krænkelse af kvinders ret til deres egen krop«, skriver bevægelsen med henvisning til den katolske kirkes syn på abort og prævention. »Et barn kommer ikke fra en gud, men fra en kvinde. Kvinden er Gud«, skriver de.
En dårlig dag for...
Athenerne. Under den økonomiske krise i Grækenland er specielt den fattigere del af befolkningen begyndt at bruge træ til opvarmning og madlavning for at spare på strømmen. Men her i julen har kombinationen af røg fra brændende træ og vejret skabt en tung smog, der hviler over den græske hovedstad, Athen. Det skriver flere nyhedsbureauer. Ifølge miljøeksperter og læger er der en høj og farlig koncentration af partikler i luften, som særligt er farlig for ældre, børn og personer med kroniske luftvejssygdomme. I begyndelsen havde krisen i Grækenland ellers en positiv effekt på forureningen i Athen, fordi der blev kørt mindre i bil. Men så tyede flere og flere til afbrænding af træ for at få budgettet til at række, så nu kæmper man med smoggen.
fortsæt med at læse
En perfekt speltlivsdag for Niko Grünfeld - og en dårlig dag for Everyday Sexism Project Denmarks sangønsker
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























