Klumme afNiklas Rehn

Souschef på Politikens udlandsredaktion

En god dag for Yahya Hassan - og en dårlig dag for den falske amerikanske generals offer

Lyt til artiklen

En god dag for...

Yahya Hassan. Rutsjebaneturen fortsætter for digteren med de østjyske rødder.

Det begyndte i slutningen af 2013 med en digtsamling, der blev omtalt som litterær kunst. »Det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke vidste, det kunne«, skrev anmelderen i denne avis blandt andet om aarhusianeren.

Siden fulgte voldelige overfald på Yahya Hassan, dødstrusler rettet mod digteren, ligesom han havde en kortvarig karriere som medlem af Nationalpartiet. I september i fjor blev han så idømt fængsel for at have skudt en 17-årig i foden.

Og nu kan turen i rutsjebanen så fortsætte, da Yahya Hassan er løsladt fra Nyborg Statsfængsel og – ifølge et billede på hans Facebook – blev hentet i limousine. Poserende med hætten trukket ned over ørerne og armene på tværs.

En dårlig dag for...

Phyllis Lindsey. Du har formentlig hørt om nigeriabreve eller obskure henvendelser på mail, hvor du anmodes om at overføre livsnødvendige penge til en person i et land, du knap har hørt om.

Nu undersøger amerikanske FBI så en sag om en 70-årig enke fra Oklahoma, der er blevet snydt for mere end 1,4 millioner kroner af en amerikansk general, udstationeret i Syrien. Eller sådan så det i al fald ud, da hun blev kontaktet på Facebook, og »det hurtigt blev til en romance«.

Hun overførte penge fire gange til ham, før hendes søn opdagede, at hun var blevet snydt. Knap halvdelen af pengene har hun fået retur, men det kan ikke sammenlignes med den fordobling, hun var lovet. »Det var min pension«, konstaterer hun selv.

Niklas Rehn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her