»Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke«, skrev forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956), der måtte konvertere til katolicismen for at skabe overensstemmelse mellem sin sjæl og sine tanker.
Jørgensens ord er blevet et credo for de gudfrygtige i mødet med den fladpandede ateisme; fraværet af gudstro er lig fravær af ånd, lyder grundargumentet, der rummer lige så meget næstekærlighed som de toneangivende danske politikeres forhold til kvoteflygtninge.
