Vi vil så gerne have flere ’rigtige mennesker’ i politik. Sådan nogle, vi kan mærke og føle. Som er i øjenhøjde og fejlbarlige. Men sandheden er, at såkaldt ’rigtige mennesker’ er skabt til en anden virkelighed end den politiske. Det burde været ret åbenlyst. Ikke mindst for vores politikere. Men er det langtfra. Tag nu bare den tilbagevendende skærmydsel om vores statsminister.
Sjældent har man set Lars Løkke Rasmussen i så fin form som på den video, Ekstra Bladet har fået fingrene i fra fredag 3. marts 2017. Det er utroligt, hvad et dansegulv kan gøre ved humøret. Til tonerne af Sko/Torp-megahittet ’On a Long Lonely Night’ nærmest vugger førstemanden og førstedamen hen over gulvet. Ikke som sylfider fra Den Kongelige Ballet. Men som et glad ægtepar, hvis børn er flyttet hjemmefra, og som alligevel er i stand til at have en sjov aften ude. Og mon ikke de har hygget sig ved at synge med på omkvædet: »You’ve been out all night. Fooling round, with a bunch of bad guys«. Ha-ha.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























