Forleden hørte jeg om en mor, der i weekenden stod op klokken to om natten for at hente sin 17-årige datter i bil fra fester. Hun var bange for at lade datteren tage natbussen hjem og ville hellere forstyrre sin egen nattesøvn end stole på, at datteren kunne komme hjem i god behold på egen hånd.
Det vigtige i denne anekdote er ikke graden af curling eller forkælelse af afkom, men niveauet af angst og mistillid til verden, som denne mor giver videre til sin datter. Ved at insistere på at hente en næsten voksen datter i bil fortæller hun implicit denne unge kvinde, at verden er et farligt sted.
Jeg synes derimod, at det er farligt at fortælle piger og kvinder, at verden er et særligt farligt sted for os. Det er dybt skadeligt at bære en fortælling videre om, at kvinder er særligt sårbare, særligt forsvarsløse og særligt dyrebare og derfor skal passes ekstra meget på.
For sammen med den retorik hører også fortællingen om, at det på en eller anden måde er kvinders egen skyld, når de bliver udsat for overgreb eller vold. Det er aldrig kjolens længde, promillerne i blodet eller indsatsen på dansegulvet, der resulterer i en voldtægt. Den eneste årsag til en voldtægt er en voldtægtsmand, og den eneste årsag til et rovmord er en morder.
Kvinder må og skal kunne møde verden med tillid. Både som voksne, unge og børn. Vi skal kunne slingre hjem fra byen i en ordentlig koger, uden at der sker noget ved det. Ligesom mænd kan. Det er vigtigt at etablere den tillid tidligt i unge kvinder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar