Dagens klumme skrives i frokostpausen til et forskerseminar om sprog, landskab og religion, som jeg har fornøjelsen af at deltage i. Ti forskere fra forskellige steder i verden er samlet i det sommerlige Skåne i bestræbelserne på at forstå, hvordan menneskers oplevelse af landskabet omkring os, måden, vi danner begreber på, og måden, vi producerer religion på, hænger sammen.
Det lyder lidt nørdet, og det er det også. Når lingvister, som studerer fjerne kulturers sprog, folder sig ud, må man virkelig holde fast. Især hvis man ikke har fulgt med i de seneste faser af diskussionen om forholdet mellem ’grøn’ og ’blå’ i de austronesiske sprog eller ikke helt har greb om genealogiske analogier i centralaustralske farveklassifikationer. Til gengæld kan religionshistorikeren hævde sig på andre måder.
