En god dag for ...
Kim Kardashian. Der står Kim’er i kø for at møde USA’s præsident. I Nordkorea sidder ’den lille raketmand’ og er ved at splittes i atomer over, om mødet med den langt større raketmand mon overhovedet bliver til noget.
I onsdags måtte Kim Jung-un i hvert fald se sig slået i kapløbet om først at møde præsident Donald Trump. For sent onsdag var realitystjernen Kardashian West Wing-gæst i Det Hvide Hus, hvor hun diskuterede fængselsreform med præsidenten og hans svigersøn, Jared Kushner, som vil give flere kriminelle lov at afsone mindre straffe i deres hjem.
Kardashian gik i forbøn for livstidsfangen Alice Marie Johnson, som har siddet 20 år bag tremmer. »Vi håber, at hun – og mange som hende – vil få en chance til i livet«, sagde Kim Den Første efter topmødet.
En dårlig dag for ...
Patriarkatet. Verden går glip af et gigantisk velfærdsløft, fordi kvinder tjener mindre end mænd på arbejdsmarkedet. Verdensbanken har med data fra 141 lande regnet sig frem til, at total ligestilling vil føre til en global velstandsstigning på 150.000 kroner per person og føre til mindre underernæring og barnedødelighed.
Ifølge Verdensbanken vil alle få gavn af en højere løn til kvinder, fordi en højere husstandsindkomst vil reducere fattigdommen, og det vil være en fordel for det enkelte land. »Det her er en stærk påmindelse om, at verdens ledere bliver nødt til at handle nu og handle beslutsomt for at investere i politikker, der fremmer flere og bedre jobs til kvinder og ligeløn på arbejdspladsen«, siger Verdensbankens topchef, Kristalina Georgieva (billedet).
fortsæt med at læse
En god dag for maj - og en dårlig dag for Justin Trudeau
-
En god dag for Raheem Sterling - og en dårlig dag for Mountainbike-ryttere, der er udsat for søm-sabotage
-
En god dag for Datatilsynet, der er gået på weekend - og en dårlig dag for alle internetbrugere
-
En god dag for Cepos, der giver biblioteker skylden for ledighed - og en dårlig for hjemmeboende 30-årig
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























