Midt i festen stod jeg med en crispy duck-burger i den ene hånd og et glas bobler i den anden og savnede noget. Omgivet af virkelig pæne, blonde, solbrune mennesker. Himlen over os var alle nuancer af rosa, lilla og orange, mens solen sank stille ned over Kattegat.
Vi var på mange måder et smukt sted i livet og midt i århundredets bedste sommer. Og så alligevel manglede der ligesom noget, som det var svært at definere. Lidt modstand måske? Noget, man kunne slå sig på? Og ’de andre’ – hvor var ’de andre’?
Jeg har lige været til Musik i Lejet sammen med 8.000-9.000 andre (inkl. frivillige) i det nordsjællandske. Det har jeg været hver sommer i årevis, mens festivalen er vokset år for år til nu sit 10. jubilæumsår. Det har for mig, og mange andre, været et af årets højdepunkter at tage til strandfestivalen i Tisvilde, der hvor hovedgaden glider ud i sandet, og sandet glider ud i solnedgangen, og fejre det hele.
Men i år blev jeg ramt af en grundfølelse af, at Musik i Lejet er blevet for fesen.
Festivalen har altid levet højt på goodwill fra de lokale og kaldt sig nonprofit. De optrædende har været små bands, der ofte selv har sommerhus i området, og billetterne var billige og få. De sommerlokale har bakket op, og det var på mange måder en voksenfestival for folk med sommerhus.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar