I Europas yderste udkant, allersydligst i Italien, kører afrikanske mænd rundt i den stegende hede på cykler, der enten er lidt for små eller lidt for store. Cyklerne er fundet hist og pist. Nogle andre mænd vandrer. De er på vej til og fra arbejdet i marker og drivhuse. De plukker de tomater, kiwier og citroner, som vi spiser i Danmark, og de druer, der bliver til den vin, vi drikker.
’Udkant’ er blevet et almindeligt ord, som er blevet optaget i den danske ordbog og bruges i flæng af folk og medier. Nogle forestillinger om udkanten er, at det er et afsides sted, forholdsvis isoleret, hvor der er tomme huse med mørke ruder, et slidt blondegardin, der hænger tilbage i vinduet, og arbejdsløshed. Det er naturligvis ikke det hele billede, og at områderne kaldes udkant, hjælper ikke på det. Slet ikke for de mennesker, der bor der.
