I taxaen på vej til lufthavnen i Kastrup spørger chaufføren, hvor jeg skal hen. Jeg er på vej til Zambia for at rejse i min families migrationsfodspor. Min danske farfar Svend og farmor Ella var arbejdsmigranter i Afrika i 1950’erne. Den dansk-pakistanske chauffør lyser op.
Migranterne dør i Sahara: Men vi ser kun dem, der når Middelhavet»Rejste danskere også ud for at arbejde?« spørger han. Jeg fortæller om min farfar, der var arbejdsløs murer efter krigen og så en annonce i avisen, der søgte arbejdere til minerne i det sydlige Afrika. Min farfar og farmor migrerede, arbejdede benhårdt og kunne mange år senere købe et rækkehus i Utterslev i Københavns Nordvestkvarter med have og udsigt til mosen.
»Det er ligesom mine forældre«, siger taxachaufføren. Hans far så også en avisannonce i 1970’ernes Pakistan og fik arbejde på en malerfabrik i Valby. De boede otte mænd fra samme pakistanske landsby i en lejlighed. Hans forældre er flyttet hjem til Pakistan igen efter 40 år i Danmark. De havde bygget hus der og længtes hjem.
Vi opremser muntert ligheder mellem vores danske og pakistanske migrationsfamilier. Fra arbejdsløshed til arbejdsmigration. Fra lejere til husejere. Hårdt arbejde og hjemlængsel. Bekymring for børnene og en opvækst fjernt fra hjemlandets kultur. Chancerne, de tog i håbet om et bedre liv.
»Det er jo den samme historie«, siger han lattermildt«. På en måde, ja. Men det er ham, der fortsætter i sin taxa og mig, der letter mod Zambia. Udkommet af migration er ikke ens for alle.
Jeg har i mange år forsket i migranters liv - fra fattige landsbyer i Thailand og Nigeria til Middelhavets bådankomster på Sicilien og migranter i Danmark. Nu gælder det min egen families migration. Det, jeg kommer af. Mange danskere har en glemt migrant i familiealbummet. Midt i en global migrationstid er det tid til at åbne albummet og se vores egne migrationshistorier. For måske at forstå os selv, og de andres, bedre.
Verden har glemt de syriske flygtningebørn: Hun måtte se sin bedstemor få stukket en saks i munden, og soldaterne truede hende med at klippe tungen af, hvis hun græd eller talteNår jeg har fortalt om mine rejseplaner og min families migration, er mange kommet i tanke om, at de faktisk havde et familiemedlem, der migrerede. De havde bare glemt det eller ikke tænkt på det på det som migration. For danskere kalder sig ’expats’, ’udvandrere’ og ’udlandsdanskere’. Vi ’tager på rejser’, ’udlandsophold’ og ’arbejder i udlandet’.
Vi kalder det ikke migration, eller os selv og vores halv-glemte familiemedlemmer for migranter. Migration er noget, ’de andre’ gør. Men mange danskere var - og er - også migranter. Min medklummeskribent Dy Plambecks farfars bror migrerede til Canada. Andre fortalte om en onkel i Kina. En fætter i Sverige. En morfar i Ghana. Glemt og hengemt i familiealbummet er efterhånden de 300.000 danskere - cirka en tiendedel af befolkningen – der fra 1850 til 1914 tog turen over Atlanterhavet til USA. Oftest mænd. Kvinderne fulgte efter med børnene. Andre mænd forlod simpelthen kone og børn og rejste ud i verden! Danske kvinders migrationshistorie er i særdeleshed ufortalt. Kender du din families migrationshistorie?
Vi lander i Kobberbæltet i det nordlige Zambia. Mufulira lige syd for den congolesiske grænse. Med et gammelt bykort fra 1961 leder vi efter min fars barndomshjem. Min far er tilbage i sit barndomsunivers for første gang i tres år. Det er overvældende at forestille sig min far som barn her på de støvede røde veje. Vi har i mange år kigget på gulnede fotos af Svend i arbejdstøjet på minen. Og Ella i stuen ved kaffebordet med hæklede danske margueritter på dugen i det lille røde murstenshus bygget til minearbejderne. Vi finder huset - nr. 7A.
Støjberg til Marstrand i brevveksling: Jeres aktivisme giver falsk håb til afviste asylansøgereHer bor zambianske mr. Andrew nu med sine voksne døtre og børnebørn. Familien er meget venlig, og vi bliver inviteret indenfor. Mr. Andrew har også arbejdet på minen, men har mistet begge ben til sukkersyge. Han bor nu døgnet rundt på sengen foran tv’et i det, der engang var min farmor og farfars lille soveværelse. En skramlet og støvet kørestol står i hjørnet.
Jeg tænker på mr. Andrews svære liv og på min farmor, der engang lå her i selvsamme værelse og længtes efter Danmark og sin familie hjemme i Ringkøbing. Vi viser mr. Andrew fotos af hans hus, som det så ud i 1950’erne. Vi har huset til fælles og sammenligner dengang med et faldefærdigt nu. Store sprækker i væggene og huller i gulvet. Min far genkender møbler fra dengang. De er her stadig.
At se mr. Andrew er også at erkende, at de danske arbejdsmigranter, min familie, rejste hjem med penge til at bygge et hus. Men hvad fik mr. Andrew sidenhen ud af kobberminerne i Zambia? Han klarer den kun lige akkurat, fordi hans datter er migrant i Sydafrika og sender penge hjem. Ingen stat passer på ham, migranten gør.Vi kører ud til en nedlagt mine hvor vi ved min farfar søgte arbejde. Som mange migranter var han i lang tid daglejer.
En ældre hvid sydafrikaner mr. Scott sidder på et nedslidt kontor. Minen er lukket nu. Hver en stump af minen skal sælges. Mr. Scott satser på Congo og kineserne som købere. Kinesere er de nye migranter her. De nu fyrede lokale zambianske minearbejdere får ingenting ud af minesalget.
»Der er kun mig og den sorte ’teaboy’ tilbage« siger mr. Scott. Sagde han lige ’teaboy’ uden at blinke? Kontoret emmer grimt af 1950’ernes raceopdeling. Min familie har været her midt i dette. Været hvide her.
Mia Amalie Holstein: Vi har givet politikerne en blankocheck til at sikre vores tryghed, men vi bør trække den tilbageMin farfar og farmor kom fra små kår. Af deres breve kan vi se, at de, som mange danskere på den tid, vidste meget lidt om, hvad apartheid og kolonialisme egentlig betød. Min farfar var fagforeningsmand. Hans aktivisme bestod i et læserbrev til den kommunistiske avis Land og Folk. En advarsel til andre danske arbejdere om ikke at rejse til Sydafrikas apartheid og dårlige arbejdsvilkår. Migranter advarer stadig hinanden.
I min farmors breve til familien i Danmark skånede hun familien derhjemme for de utallige besværligheder og farer, der var ved at være migrant i et fremmed land. Det forstår vi nu. Vi kan se, hvad det har krævet at flytte vores familie fra 1950’ernes arbejderklasse ind i middelklassen. Deres migration gav os et bedre liv. Som mange migranter rejste min elskede farfar og farmor med håbet om et bedre liv væk fra nød og arbejdsløshed. Det lykkedes.
Svend var murer, han kunne et håndværk, der var brug for når smelteovnene skulle bygges. Men længere nede i skakterne, nede i mørket, var de afrikanske minearbejdere med hakke og spand. Svend og Ellas migration er også filtret ind i global ulighed, privilegier og voldsomme racespørgsmål. Sådan er migration også.
På apartheidmuseet i Johannesburg hænger et skilt med ordene ’Vi er vandrere’. Migration er, som taxachaufføren i Kastrup sagde, noget vi mennesker deler. Men migranter ses ikke ens. Udkommet er ikke ens. De danske migranter til USA fejres. Andre kriminaliseres og må krydse Middelhavet. Grænser er ikke farveblinde.
fortsæt med at læse
