Da den 25-årige Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen fra Mogens Fog ved Københavns Universitets årsfest i 1968, var det ikke kun en protest mod forældet undervisning og nedslidte lokaler. Det var i lige så høj grad et oprør vendt mod aldringen af samfundets økonomiske, politiske og kulturelle institutioner, personificeret i den ældre rektor og hans professorkollegaer.
Ungdomsoprøret i Danmark blev – i lighed med i Tyskland og USA – starten på opgøret med ’de gamle’ og alt, hvad de stod for, deres konformitet og deres autoritetstro. Allerede ved afslutningen af Første Verdenskrig havde de hjemvendte soldater sat spørgsmålstegn ved forældregenerationens gudsfrygt, kønsforskrækkelse og moralbegreber – suverænt skildret i Stefan Zweigs groft latterliggørende beskrivelse af hans forældres livsstil og verdenssyn i ’Verden af i går’.
