Klumme afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Alt tyder på, at 2019 bliver håbets år.

Chefredaktøren ønsker læserne godt nytår: Jeg tror på, at der venter os et demokratisk blomstringsår

Lyt til artiklen

Jeg tror på 2019. Jeg tror på, at der venter os et demokratisk blomstringsår.

Vi står foran et folketingsvalg, hvor vælgerne for første gang sætter klimaet øverst på dagsordenen. Hvem skulle tro, at udlændingepolitikken kunne fortrænges fra den position? Sikke en lise. Ikke bare for os, der skal stemme, men også for den næste generation, der skal overtage den nation, vi stemmer om retningen for.

Lad os håbe, at politikerne nu for alvor har forstået budskabet: Vælgerne vil ikke længere vil spises af med pyntegrønt og gode intentioner. De vil se konkret handling og reel omstilling.

Vi står foran et år, hvor Sverige forhåbentlig vil få en ny regering, og hvor det britiske parlament forhåbentlig besinder sig, så de ikke kører deres land ud over klippen i et hårdt Brexit. Vi står også foran et år, hvor Trump forhåbentligt vil blive indhentet af sine egne beskidte tricks og lyssky forretninger i fortiden. Meget tyder på det.

Alt sammen vil i så fald bekræfte, hvad vi selv ikke i mørkeste stunder aldrig må glemme og altid må tro på: Det repræsentative demokrati ser ikke altid lige kønt ud, men sammen kan vi sørge for, at det altid vinder til sidst.

Min optimisme gælder også vor helt egen verden på Politiken, hvor vi kigger tilbage på et godt 2018. Både økonomisk og publicistisk. Vi har i årets løb lært jer læsere endnu bedre at kende med vores tredje hjemmebesøg. I har givet os noget at tænke over. Både i forhold til den daglige udgivelse og i forhold til udviklingen af fremtidens Politiken.

Chefredaktøren: Jeg gik i Facebook-robotternes fælde, og jeg er flov over det

Vi har i årets løb bestræbt os på at levere journalistik, der kan mærkes i både sind og samfund med serier som ’Ramt af Livet’ og ’Første dag – sidste dag’. Vi har afdækket europæisk svindel med udbytteskat, fodboldfusk, krænkelseskultur på Zentropa, og så vi har opnået en nominering til Cavling-prisen for den grufulde afsløring af ’De misbrugte filmbørn’, der også har modtaget en pris fra Foreningen for Undersøgende Journalistik. Vi er igen i år det medie, der har modtaget flest priser for godt design både nationalt og internationalt. Alt det er vi stolte af.

Chefredaktør: Dette er sidste uges vigtigste nyhedsfotografi, og det dækker over et drama, der er i færd med at få vores demokratier til at skælve

I årets løb har vi udviklet nye bud på moderne publicisme til både store og små. Vi skal kende fortiden for at forstå nutiden, og i det perspektiv har vi udviklet magasinet Politiken Historie. Til den næste generation har vi skabt Børneavisen, hvis succes bibringer så meget håb for fremtiden. Vi har desuden udvidet avisens publicistiske radius med den daglige podcast ’Du lytter til Politiken’, som er en ny måde at modtage avisen på.

Alle de nye tiltag er skabt fra hjertet og med det temperament, vi blev givet af vores grundlæggere i den vekslen mellem lys og mørke, der prægede deres såvel som vores tid. Men fælles er vores aldrig svigtende tro på, at vi med oplysningens kraft kan bidrage til at skabe et bedre samfund og et stærkere demokrati.

Godt nytår!

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her