Klumme afPeter Schøler

Journalist

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for vores gode klimaintentioner, endnu en dårlig dag for vores handlinger

Lyt til artiklen

En god dag for ...

De grønne klimaintentioner. Politiken vil være ’Danmarks klimaavis’, Enhedslisten vil lægge en klimaafgift på 69 øre oven i literprisen på benzin, og i køledisken ligger plantefars skulder om skulder med hakket gris. Fredag gik titusindvis af studerende i en række europæiske lande i protest mod manglende handling over for klimaforandringerne. Klimabevidstheden er efterhånden ved at byde sex og mad alvorligt op til dans i vores tankeunivers. Tag bare de danske partiers spidskandidater til det forestående valg til EU-parlamentet. Med 100 dage til valget har Ritzaus Bureau samlet et overblik over spidskandidaternes mærkesager, og her har seks ud af ti klima og miljø øverst på indsatslisten. Det gælder blandt andet for Morten Løkkegaard og Pernille Weiss fra regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti, som herhjemme ellers har været voldsomt udskældt fra blandt andet sit eget klimaråd for en bagstræberisk klimaindsats. Hvorefter formanden som bekendt blev sat fra bestillingen. Men der er tilsyneladende grønt håb for kloden forude. Og dog ...

En dårlig dag for ...

De sorte klimahandlinger. Gode intentioner og menneskelig praksis er som bekendt ikke altid forenelige størrelser. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik slår danskerne deres egen rekord i flyrejser. 18,2 millioner passagerer rejste fra en dansk lufthavn i 2018. Det er 4 procent flere end året før. Langt størstedelen af rejserne var fra Københavns Lufthavn, som 15,1 million passagerer rejste fra. Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, er årsagen masser af billige flybilletter og penge på privatkontoen. »Det virker ikke til, at miljøbevidstheden er nået til de flyrejsendes pengepung«, vurderer Jacob Pedersen over for Ritzau. Nå, men med al den tid i luften har vi vel ikke tid til så meget andet end at sove og arbejde. Jo da! For eksempel at købe biler. 21.296 nye personbiler blev indregistreret i januar, hvilket er 26 procent flere end i december, når man korrigerer for sæsonudsving. Regeringen har sat som mål, at der i 2030 skal køre en million grønne biler på de danske veje. Af de indregistrerede biler i januar var 689 el, hybrid eller brint.

Peter Schøler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her