I sidste uge var jeg på mit livs første spejderlejr. Min yngste datter er – som den første i familien nogensinde – blevet bidt af en gal spejder, og da hun var den yngste deltager på den årlige spejdertur, meldte jeg mig som frivillig forælder til at tage med og give en hånd med.
Det var barske løjer, viste det sig. Sjældent har jeg været så udmattet som efter en dag med at fodre 35 sultne unger og efter fattig evne hjælpe med at holde styr på dem. Ens respekt for rigtigt fysisk arbejde vokser en del, når man rent faktisk prøver det nogle dage. Men det var også givende og decideret rørende at se, hvordan spejderlederne – der selv for fleres vedkommende var voksne med studier, kærester og børn – helt ulønnet viede en uges ferie til at lege med ungerne og give glæden ved friluftslivet videre. Så jeg var både træt og opløftet, da jeg sidste uge drog hjem fra Paradislejren i Jylland.
