Skuespilleren Søren Østergaard sagde engang, at han faktisk ikke brød sig om den kolde spanske tomatsuppe gazpacho – selv om hans hustru på det mest indtrængende bedyrede, at »arj, det kan du godt«. Hun sad nemlig ved siden af. Og det var ikke sådan ligetil at få synspunktet accepteret. For hvad i alverden kan man dog have imod den flydende iberiske delikatesse? Det smager da dejligt, og det er godt om sommeren og ligger let i maven.
Hvorom alting er: Den gode monsieur Østergaard var ikke vild med spisen. Ikke i et sådant omfang, at han ville sætte liv og ægteskab ind på at undgå den, men i tilstrækkeligt omfang til at ville stå ved det og tage de tæv, der måtte følge i kølvandet på at have givet udtryk for denne kætterske holdning.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























